Hvem er vi
Vi er meget forskellige mennesker, der har fundet sammen om vores fælles tro på Gud. Vi ønsker at vandre sammen med Ham og hinanden, fordi troen på Gud betyder noget for os. Faktisk danner den grundlaget for vores liv. Troen på Gud sætter den grundtone, som livet udspilles over. Troen er tillid: dvs. tillid til hvem Gud er og til, hvad Gud siger.
At vandre sammen med Gud betyder at opdage og at erfare, hvilken tanke Gud har for mennesker. At vandre sammen er at leve sammen. Den korteste beskrivelse af en kristen er: en der følger i tro efter Jesus.
I vores vandring sammen ønsker vi at opmuntre hinanden, stille spørgsmål, søge svar og sammen opleve, at livet er større end bare den enkeltes liv. Sammen med Gud og hinanden skabes der sammenhæng og mening.
Vi er et fællesskab, der beder sammen til Gud, fordi vi tror, at Gud hører bøn. Vi tilbeder Gud sammen. Tilbeder betyder at sætter Gud i centrum. At tage Ham med ind i livets glæder og sorger - både de store og de små. Det sker ikke bare om søndagen, men også i hverdagen.
Midt i vores forskellighed kan vi lide at være sammen.
Menigheden strækker næsten over fire generationer som fællesskab, så der er en naturlig bøjen sig ind mod hinanden. Det samme gælder for familier, der kommer sammen. Derfor har vi også forskellige rum, hvor de enkelte gruppers måder, behov og stil kommer til udtryk og får næring. Vores fælles tro udtrykkes i mangfoldigheden.
Om søndagen holder vi gudstjeneste.
Vi er et karismatisk fællesskab, hvilket vil sige, at vi tror Helligånden har givet gaver til hver eneste i fællesskabet. Altså er det ikke kun præstens eller lederskabets opgave at gøre alt ved gudstjenesterne. Helligånden inspirerer og giver tanker, ord og opmuntring gennem den enkelte i og til fællesskabet.
Ved gudstjenesterne er der megen sang og musik, som er med til at gøre gudstjenesten til et sted, hvor Gud sættes i centrum. Selvfølgelig er der bøn/forbøn, og forkyndelsens mål er at sige noget fra Gud og om Gud ind i vore liv. For os er det vigtigt, at forkyndelse og bibellæsning ikke blot er information - men at Ordet fører til transformation af liv, så Ordet bliver til liv og bærer frugt.
Vi er en frikirke.
En frikirke er en kirke, der er uafhængig af staten. Det er menigheden selv, der financierer det, der sker i og ud fra fællesskabet. Nogle har sammenlignet kirker med skoler for at anskueliggøre forskellen mellem frikirker og folkekirken. Folkeskolen og friskoler har samme pensum, men måden dette udføres på er forskellig. Altså mere en stil og betoningsforskel snarere end et helt andet pensum.
Læs nogle af vores livshistorier, noget som har gjort en forandring i vores liv >>
Vi relaterer til andre:
Som menighed i Lyngby er vi en del af Apostolsk Kirke i Danmark. Du kan læse mere på Apostolsk Kirkes hjemmeside.
Ligeledes har vi valgt at være med i Frikirkenet, som er landets største netværk af frikirker i Danmark. Læs om frikirkenet.