Arbejdslørdag fuld af liv
Af Kirsten Hollensen
Har I set det, har I bemærket det?
Der sker rigtig meget med vore fælles fysiske rammer i kirken. Ombygningen skrider frem og lørdag d. 2. april var vi et muntert hold på ca.20, som gav et godt løft til kirken på vores arbejdslørdag.
Der blev pudset vinduer og renset pletter af gulvet i mødesalen, køkkenet og toiletterne fik en omgang, buske blev kraftigt beskåret, så vi gik fra vildnis til pæn have. Hækken ved indkørslen blev studset ret kraftigt.
Der blev kørt flere læs affald væk. Træerne bag ved kirken er blevet fældet og vi har fået fræset rødderne op, så der nu kan komme ny beplantning. Bedet op ad kirkemuren ved indkørslen er også blevet ryddet, så også her kan der komme pæn beplantning.
Så Gud arbejder i vort inderste væsen med vores tilladelse til forvandling, og vi arbejder med forvandling af vore fysiske rammer. Godt teamwork og mange tak til alle medvirkende.
Vel mødt til næste arbejdslørdag.